PRAKTISKE OPLYSNINGER
Arbejdsmarkedsuddannelserne kan gennemføres på hel- eller deltid, i dag- og aftentimer samt i weekender, som fjernundervisning eller som virksomhedsforlagt undervisning.
Tilmelding
Tilmelding sker på den enkelte godkendte uddannelsesinstitution, som kan udbyde kurser i uddannelsesmålene inden for jobområdet.
Målgrupper
AMU henvender sig især til ufaglærte og faglærte medarbejdere, der er ansat i private eller offentlige virksomheder. Medarbejdere, der har en højere uddannelse, kan også deltage, så medarbejderteams med forskellig baggrund kan gå på uddannelse sammen - dog skal der betales fuld deltagerbetaling. Der er ikke som tidligere en aldersgrænse.
Økonomi
Der er deltagerbetaling på mellem 590 kr. og 880 kr. pr. uge. Der opkræves ikke særskilt gebyr for certifikatgivende uddannelser.
Personer med videregående uddannelse kan deltage, men skal betale fuld deltgerbetaling (fra 1.800 kr. pr. uge) og kan ikke opnå godtgørelse, med mindre den højtuddannede ikke har haft beskæftigelse inden for sit uddannelsesområde i de sidste 5 år.
Du skal dog ikke betale for AMU-uddannelser på det pædagogiske område og social- og sundhedsområdet.
Du skal ikke betale for AMU-uddannelser, hvis du deltager i uddannelserne som led i en Grunduddannelse for voksne (GVU).
AMU-uddannelserne finansieres forskelligt alt efter, om man er i arbejde eller er ledig.
VEU-godtgørelse Beskæftigede kan få VEU-godtgørelse op til 80% af den højeste dagpengesats til AMU-uddannelser.
Du kan læse mere om VEU-godtgørelse og befordringstilskud på www.veug.dk. Her kan du læse nærmere om de generelle krav samt finde og udskrive en papirbaseret VEU-ansøgning.
VEU-godtgørelse skal være med til at sikre, at det ikke er økonomien, der afholder kortuddannede fra at efter- og videreuddanne sig. Gode kvalifikationer, der til stadighed holdes ved lige, er den bedste sikkerhed for at opnå og bevare en nær tilknytning til arbejdsmarkedet.
Du kan også få hjælp og vejledning om VEU-godtgørelse på dit uddannelsessted eller i din a-kasse.
Opdateret 26. juli 2012


