BRØD-, KAGE-, DESSERT- OG KONFEKTUREFREMSTILLING
Efteruddannelsesudvalgets fælles kompetencebeskrivelser: FKB nr. 2267
I en kompetencebeskrivelse kan man få indsigt i helheden i det pågældende jobområdes arbejde og uddannelsestilbud. Derfra er det muligt at finde lige det kursus eller de kurser, der passer til den enkelte medarbejder og i den enkelte virksomhed.
I området brød-, kage-, dessert- og konfekturefremstilling er uddannelser inden for brød, fastfood, chokolade og konfekture, desserter og it. Jobbene omfatter fremstilling af brød, kage, dessert, chokolade og konfekture. Der er tre typer af arbejdspladser: bagerforretninger, konditorier og konfekturebutikker. Derudover arbejder konditorer med kage- og dessertfremstilling i hotel- eller restaurationskøkkener.
På alle arbejdspladser er der et fast flow af jobfunktioner: sortimentsplanlægning - varebestilling - varemodtagelse og egenkontrol - produktion - klargøring til salg - afrydning. Produktionen kræver håndværksmæssig kunnen. Den foregår ofte manuelt, men maskiner anvendes i stigende omfang.
Jobbene varetages af faglærte bagere, faglærte konditorer og faglærte chokolade- og konfektureassistenter. Der er ganske få ikke-faglærte ansat.
Arbejdsmarkedsrelevante kompetencer:
- Brød-, kage- og dessertfremstilling. Brød-, kage- og dessertfremstilling kræver, at man har indgående kendskab til friske råvarer samt hel- og halvfabrikata. Derudover skal man have indsigt i mekaniske og kemiske processer i fremstillingen, og i hvordan maskiner og råvarer agerer sammen. Ved fremstilling af kager og desserter, er det nødvendigt at have sans for form, farve og kreativitet. Man skal være i stand til at planlægge og udføre langsigtet produktion sideløbende med den aktuelle.
- Chokolade- og konfekturefremstilling. Man skal have håndværksmæssig kunnen og håndelag.
- Fremstilling af fastfood. Man skal kunne anvende en række nye ingredienser, og kunne opbevare fastfood produkter korrekt.
- Service, kommunikation og samarbejde i bagerier m.v.
- Sortimentsplanlægning, varebestilling og økonomistyring i bagerier m.v. Sortimentsplanlægning kræver varekendskab, økonomisk indsigt, kendskab til kundernes efterspørgsel og it-færdigheder på brugerniveau.
- Varemodtagelse og egenkontrol i bagerier m.v. Man skal kunne efterleve lovgivning for udførelse af egenkontrol, hygiejne- og opbevaringsforskrifter. Man skal også kunne kvalitetsvurdere friske råvarer, hel- og halvfabrikata og have indsigt i lagerstyring.
- Certifikatkrav m.m. Ikke-faglærte medarbejdere skal have uddannelsen "Almen fødevarehygiejne - obligatorisk certifikatuddannelse".
Ved klik her ses kurser i: Brød-, kage-, dessert- og konfekturefremstillling


